Kærligheden er en af menneskehedens mest velkendte følelser og samtidig største mysterier. Der findes næsten ikke en historie, en film, en sang, et teaterstykke uden kærlighed. Det er, som om vi mennesker lever livet ubevidst i kærlighedens tegn og først finder ud af dens værdi ved “tilfældigheder”. Begreber som soulmates er nærmest blevet slidt op, inden vi har lært at forstå fænomenet fuldt ud og dermed også dets dybde og budskaber. De seneste år har et nyt begreb fundet sin plads i det danske ordforråd og i “kærlighedsrummet”, nemlig ordet twinflame (tvillingeflamme).
Twinflames og soulmates
Og hvad betyder disse gradbøjninger af kærlighed eller “fænomener” egentlig? Begge begreber stammer nemlig fra det spirituelle miljø, så hvem andre end Prana bør skrive om det og tage lidt ansvar for et pop-ord, som alle kender, men som de færreste kender dybden af – så vi alle kan få lidt struktur på kærligheden, hvis den altså overhovedet kan struktureres. Fordi kærlighed har det bedst i sin natur; som vand, der strømmer i en bæk, i en naturlig bevægelse og i et naturligt flow. Kærlighed kan selv, og hele universet er med dig i ryggen, ligesom strømmen i bækken viser kærligheden vejen frem. Problemet er ofte os selv, eller rettere vores ego eller frygt (oftest traumer), der kan blokere for denne strøm. For det er først, når vi gør modstand ned ad bækken, at vi river os eller i værste fald drukner i panik.
Og hvorfor prøver vi overhovedet her på Prana, kan vi mon overhovedet beskrive kærlighed med ord? Som Lars Lilholt skrev det i sin velkendte sang: "Der findes ingen ord, der helt slår til, så kald det lige, hvad du vil”. Kan det overhovedet forklares med ord, eller skal kærlighed opleves, mærkes, gennemleves? Og er den bedste måde at lære det på ved at slå sig? Måske. Men her i denne artikel får du redskaberne og øvelserne til at leve og overleve, hvis kærlighedens lys ikke allerede har vist dig vejen.
De fleste har oplevet kærestesorg, og de fleste ved, at det kan ødelægge folk, men kun ganske få ved, at sorgen også kan være en åbenbaring, et reality tjek, en døråbner…
Når kærligheden transcenderer det jordiske
“Jo højere man flyver, desto dybere falder man”, er en metaforisk talemåde, som vi alle kender. Vi kender antitesen og ordsproget mest i forhold til karrierelivet: Hvis man stræber efter at opnå stor succes eller har høje ambitioner, risikerer man også større nederlag eller skuffelse, hvis tingene går galt. Det samme fald kan kærligheden nogle gange tilbyde os. Begge fald tilbyder en smerte, der prøver at fortælle os noget.
Forskellen på de to fald er, at det første (karrierefald) oftest er drevet af stræben efter anerkendelse (oftest af manglende anerkendelse fra ens forældre), som så kan, hvis man ikke har selvdisciplin, blive vekslet til ego, materialisme, stædighed, grådighed eller begær. På et tidspunkt kommer der et fald, hvad end det er at gå konkurs, i form af en fyring, eller også giver kroppen eller sindet op (sygdom eller depression). Systemet kan ikke klare den falske identitet, der i sig selv er stress for kroppen.
Det andet fald (kærligheden) er drevet af en magisk, naturlig kraft, der bærer os frem og penetrerer alle de dårlige vaner, som vi har samlet os hen ad vejen i voksenlivet. Vi bliver forført af Amors tryllestøv, og det kan for den uøvede nærmest sammenlignes med at lade et barn være helt alene i en slikbutik efter lukketid. Det er dømt til at gå galt, hvis man ikke er vokset med opgaven (har modnet sit hjerte).
Barnlighed, ærlighed og renhed
Anekdoten med barnet er ikke helt tilfældig, for vi bliver nemlig som små børn igen – uskyldige, legende og livsglade, når vi oplever ægte kærlighed. Fordi ægte kærlighed gør, at vi selv bliver ægte og vores essens kommer frem. Renæssancen portrætterede kærligheden som en lille, uskyldig engel. Faktisk går de små, buttede engle fra renæssancen og barokken længere tilbage, nærmere tilbage til antikken, hvor de blev kaldt for cupider og amoriner, og de symboliserede lige netop det, kærligheden er: barnlighed, ærlighed og renhed. De sidste to har vi moderne mennesker desværre det lidt svært med. Ærligheden er ikke længere en dyd på samme måde. Løgne, svigt og fornægtelse er desværre blevet mere og mere en del af hverdagen. Med manglende renhed mener jeg det selvsamme: at lyve over for og bedrage andre er som at lyve over for og bedrage os selv. Vores sjæl bliver beskidt, og det er bogstaveligt ment, ikke blot symbolsk.
Ét er, at vi kan samle meget skidt på vejen i livet, selvforskyldt eller påført af andre. Det er nemt at samle skidt på vejen. Det er dog sværere at rense ud (kigge indad). “Skidt” kan føles næsten som en ubevidst bagage, vi slæber rundt på. At kigge indad og begynde at "rense ud" kræver mod, tålmodighed og ærlig refleksion. Det kan være svært, fordi vi konfronteres med sårbarheder og ubehagelige sandheder om os selv eller vores fortid. Men det er også dér, vi kan finde en dybere frihed og ro.
Begge fald kommer sjældent ud af det blå; de kommer af en eller anden ubalance. De universelle love går hånd i hånd med de fysiske: Er tingene ikke i balance, så vælter korthuset en dag.
Karrierefald: Måske havde du også for store armbevægelse på dit arbejde eller i dit firma. Måske var du ikke grundig nok, eller måske var du drevet for meget af anerkendelsen eller pengene? Var du varm luft på din SOME? Pressede du citronen for meget i jagten på anerkendelse? Løj du for hele omverdenen, spillede du rig på Instagram, mens der i virkeligheden ikke var penge nok til huslejen? Ok, så lad os sige, at kontobalancen var i orden, fordi du faktisk var dygtig som selvstændig; der var balance i regnskabet. Men var hjertet med, og var der balance i livet? Balance i kroppen? Gjorde dit arbejde en forskel for din udvikling eller dine nærmeste? Gjorde dit arbejde en forskel for kærligheden? Var du lykkelig? Gik du i stå? Lad os kigge på det andet fald…
Faldet fra den lyserøde sky
Et fald fra kærlighedens lyserøde sky (sorg) stiller ofte dybere spørgsmål, der er lidt svære at finde svarene på. Karrierefald viser ofte sit mønster med en fyreseddel, konkurs osv., mens kærlighedsfaldets mønster er, at man ikke kan holde et forhold længere end tre måneder.
Spørgsmålene stilles i kærlighedsfaldet til én selv, og lytter man og svarer ærligt tilbage på dem, kan man pludselig begynde at få en samtale med sig selv på et dybere plan. Man kan sige, at begge fald kræver selvindsigt, hvis man vil rette på dem, men det sidstnævnte er mere usynligt, måske fordi det sårer os dybere. Og ofte, så oplever folk, der er i ubalance, begge fald gentagne gange. Derfor er det også en ting på forretningslivet øverste hylder, herunder præsidenter og statsledere, at have styr på sit forhold, da det at have styr på kærlighedslivet udstråler “stabilitet”. Man fristes til at sige, at selv dér kender de store manipulatorer deres virkemidler og værdien af en trophy wife eller trophy husband. Så der er altså noget om det.
Tilbage til kærlighedsfaldet. Man kan sige, at det væmmelige ved sorg er, at det ikke blot er et fald, hvor man kort tid efter er på benene igen. Et dybt kærlighedssår har et ligeledes dybt fald, så dybt, at sindet falder med i faldet. Og er der en af de to, der skriger højest, så er det sindet. Faktisk tager sjælen faldet som en rejse, en mulighed for at få sindet til at indse, at den ikke dør, men bliver stærkere. For hver dag, der går i sorgens tegn, føler man, at man synker længere ned på bunden af havet, kun til lyden af sorgens formørkende stilhed og til lyden af ens egen hjertebanken. Det er som at høre sin egen stemme for første gang, bortset fra, at det ikke er en lyd, det er en følelse. For hovedet vil det føles som en omvendt tinnitus, fordi for sindet, hvis job det er at beskytte dig ved at bygge dit ego op som en spirituel tumor, gør det ofte ondt at høre sandheden.
Så tør du falde hele vejen ned, eller vil du gøre modstand med arme og ben? En indre stemme fortæller dig, at der er visdom at hente på bunden af havet. Du vil finde alle dine skeletter i livet – dem, du tabte på vejen. Det er en rejse til selvindsigt. Tør du synke derned, eller vil du i stedet panikke og risikere at drukne? Vil du pege udad og give skylden videre til den eller dem, der skubbede dig derned? Eller er dette i virkeligheden din mulighed for at være ydmyg og din mulighed for at se indad og måske indrømme, at du selv kan have fejlet? Er der efterhånden ikke et mønster, hvor du hele tiden falder ned fra en bro for at svømme ind mod bredden og blive sur på alle dem, du gik ind i, for så at falde ned igen? Kan det virkelig passe, at det altid er de andres skyld?
Ren kærlighed kræver en ren sjæl
Det kan lyde barskt eller som en optagelsesprøve, men hvorfor skulle “kærlighedens land” ikke have regler også? Universelle regler, så at sige. Hvorfor skulle reglerne dertil ikke være trukket hårdere op, da det netop er det helligste sted? Regel nummer ét for at komme igennem Amors dør er, at du skal være i samme frekvens og spille de samme toner.
Et udtryk, der også har fundet indpas i det danske sprog, er, “at vibe” (fx Jeg “viber” totalt meget med ham, som i: vi har samme vibration). Bare en “gentle reminder”, fordi nogle gange taler vi uden selv at bemærke værdien i de ord, vi siger. Tilbage til Amor og de universelle regler.
Når vi er deroppe, på kærlighedens rene, kridhvide bjergtop, kan vi enten vælge at tilsmudse den med begær, manipulation og forsøge os med den ejerskab/kontrol, der virkede nede på fastlandet. Eller også kan vi lytte til den magiske stemme, der førte os derop, og sætte vores beskidte sko til side (aflæse vores mørke), inden vi betræder sneen. Man bør se det som at gå ind i et helligt tempel: Dér tager man skoene af, og her larmer man heller ikke. Det ved selv børn, fordi de er i nuet og ser sig omkring, da de er ydmyge og empatiske. Børn afkoder, hvad andre gør omkring dem, fordi de ved, at de har meget at lære, og mange voksne (folk, der har mistet ydmygheden) tror desværre, de ved alt. Har man ikke denne forståelse og respekt, så vader man blot ind i templet med sit højtråbende ego, og så er faldet blot et spørgsmål om tid – for lige børn leger bedst, også i de øverste lag.
Hele eksistensgrundlaget for kærlighed er ærlighed, så det bedste sted at starte er ved at være ærlig med sig selv. Igen, lige børn leger bedst, så find barnet/ydmygheden, frem.
Mange finder tragisk vis nok først ud af, at de er i “sjæleland”, når de falder ned, og vejen derop igen, hvis man er faldet ned, er lang. Man kommer i karantæne, indtil man har været igennem kærlighedens eneste optagelseskrav: fuldbyrdet egenterapi – og helst skal du allerede hjemmefra have en professorgrad i ikke at tro, at du er en professor.
Kærligheden er ikke kun et redskab, der spejler os selv i den, vi forelsker os i, 180 grader. Kærlighed afslører også, at sjælens regler og kundskaber også ligger 180 grader fra sindets virkelighed. Kærligheden er altså den største åbenbarer, der lever inde i os, holdt nede af sindet pga. diverse traumer eller manipulationer. Den er kun en åbner, fordi noget er lukket ned, og den åbenbarede ved først, at han/hun var lukket ned, når han/hun er åbnet. Et paradoks. Paradokset ligger i, at vi ikke kan vide, at vi er "lukket", før vi er "åbnet". Med andre ord kan vi ikke forstå vores egne begrænsninger, før vi har oplevet friheden uden dem. Det er denne dualitet – at kærlighed både viser os vores begrænsninger og bryder dem – der gør den så kraftfuld og til tider gådefuld. Kærligheden bliver dermed en nøgle til at afsløre den dybere virkelighed, fordi den kan bryde igennem de mentale barrierer, der holder os "lukkede". Den viser os ikke blot, hvem vi er, men også, hvem vi kan være, og hvilke sider af os selv der er skjulte.
Ydmyghed
Når vi bliver såret af kærlighed, står vi over for et valg: Vi kan lukke os selv ned, blive bitre og placere skylden uden for os selv som en forsvarsmekanisme. Eller vi kan vælge at bruge smerten som en lærer. Spørg dig selv: Gjorde jeg noget forkert? Sandsynligvis ja – også selvom du, set fra dit eget perspektiv, ikke føler, at dine handlinger var forkerte. Kærlighedens intense rus – og den ro og balance, den kan give – kan gøre os så optagede af vores egne følelser, at vi glemmer at tage den andens følelser i betragtning.
Vi tager med andre ord, for at gøre det simpelt, kærligheden for givet. Ganske enkelt, fordi lys også kan blænde. Når vi får for meget af det, og vores mørke ikke er bevidstgjort, træder vi ofte på de forkerte tangenter i den forblindede tilstand, brænder vingerne op og falder ned fra himlen igen. Det store lys rammer også din partner, og kærlighed har det med at forstærke glæden, kærligheden, kreativiteten, men også intuitionen, og denne intuition, som din partner også får forstærket, gør, at din partner også ser dit mørke. Så på den måde bliver lyset som en røntgen for vores mørke – vi bliver blottet. Og ser én, der elsker dig højt, dit mørke, kan vedkommende enten se det som en mulighed for at heale dig eller som røde flag; oftest frygten for at blive efterladt/såret. Et træk, især folk, der har oplevet traumer og svigt, gør brug af ubevidst, fordi de netop kender mørket, så hvorfor ikke vælge det sikre kort: stik af. Det gør jo altid ondt at blive efterladt, så hvorfor ikke tage det sikre kort og selv efterlade? Men man kan ikke løbe fra ægte kærlighed. Begge parter bliver såret, men det er ikke sikkert, at begge laver deres egenterapi.
Sårede mennesker sårer mennesker
Med dette brud kommer der et fald fra den lyserøde sky. Den, der bliver efterladt under ægte kærlighed, oplever ægte smerte. Den, der efterlader ægte kærlighed i frygtens tegn, kan måske også efterlade smerten, men inderst inde græder sjælen, og prisen for den nedpakning er, at sjælen kommer med ned i kassen. Ens øjne smiler aldrig igen.
Den, der tør dykke ned i den “ægte smerte” og tør falde helt ned på havets bund, derimod – tør med andre ord se sin “røntgen”, sit snavs. Du indser til din forbavselse, at du fra bunden af havet ser lyset fra havoverfladen endnu tydeligere, end da du var halvvejs i faldet. Du kan se kilden til dit lys, hvor den kommer fra. Du ser med andre ord lyset tydeligere i mørket. Du kigger ved siden af dig og kan til din overraskelse se, at de ting, du tabte på havets bund, ikke var affekter fra dine ekskærester, men dine stadig sølvskinnende barndomstraumer, der blev til dine ungdomsvaner og til sidst til en rusten voksenidentitet. Den krabbe, du var så bange for, kigger på dig velkommende, og blæksprutten hilser på dig med et dybere blik, end nogen andre mennesker har gjort det før. Det går op for dig, at mørket, du var så bange for, er din ven. Det var kun mørkt, fordi der ikke kom lys på. Fordi det var ukendt. Den står i kontrast til dit perspektiv, og mørke (evt. traume) var måske farligt, da du i sin tid smed det ned på havets bund, fordi det ikke skulle laste dig, men nu er du voksen, og du har brug for de værktøjer. Det er redskaber, du har brug for på land.
Mørket er en mulighed for at møde nattens dyr og halvdelen af livet. Dets visdom kan bruges i lyset. Faktisk kommer dit lys mere frem med denne kontrast. Mørkets største visdom er netop, at det kan fremhæve lyset.
"Det, der er ovenfor, er som det, der er nedenfor, og det, der er nedenfor, er som det, der er ovenfor, for at fuldbyrde én tings mirakler."
- Hermes Trismegestus
Dit hoved fortalte dig, at du ville dø hernede på bunden, men din sjæl havde ret: Dit fald er en enestående mulighed for at se dine fejl, og rette disse, til en fremtid i friheden. Du kan nu rense ud og omfavne dit mørke, som både du selv kradser i ubevidst, og som andre ubevidst eller bevidst udnytter imod dig. “Kend din fjende,” sagde den kinesiske krigsgeneral Sun Tzu, og den sætning er der mange af os, der kender. Men mange glemmer, at den præcise passage er: "Hvis du kender fjenden og kender dig selv, skal du ikke frygte udfaldet af hundrede kampe." Derfor bør vi også kende os selv, ellers bliver vi vores egen fjende.
Og lad os sige, at du så arbejder med dig selv og bliver et bedre menneske. Det sker selvfølgelig ikke over en nat, men kan tage flere år. Du har ændret dig til et bedre menneske, og du vil gerne dele dette med din store kærlighed, der satte denne positive lavine i gang i dig, din twinflame. En del af din nyerhvervede visdom er måske, at du slet ikke behøver at eje din twinflame eller få børn med denne, blot så længe, han/hun er lykkelig. Uanset intentionen rummer det en dyb længsel i starten og et stærkt behov for genforening. Paradokset er, at den manglende forløsning – ikke engang at kunne udtrykke taknemmelighed over for sin twinflame, der jo startede ens transformation – i sig selv skaber et sår. Dette sår kan aldrig heles fuldt ud, før ens twinflame har gennemgået tilstrækkelig heling, tænker man. Med tiden indser man, at man ikke kan kradse i det længere, og i dette liv kan det betyde, at såret må forvandle sig til et ar – et ar, der bærer sin egen historie og finder en meningsfuld plads i ens personlige udvikling. Når såret endelig bliver til et ar, vil vi med tiden indse, at vi har gjort vores del. I denne erkendelse opstår en indre helhed, der gør os i stand til at bygge en ny og stærkere relation – en relation skabt på det fundament af visdom og styrke, som arret har efterladt.
Det kan virke melankolsk, at én dyb kærlighed kan ende som fortid, blot som en lærestreg eller emotionel visdom, men det er jo heller ikke småting. Fejlene er de største læremestre.
Hvor tit får vi en lærestreg i sådan en grad, at vi bliver nødt til at ændre vores dårlige vaner; vaner, der sårer dem, vi elsker allermest? “Man tugter den, man elsker”, hedder det som sagt, og det kommer af, at vi bliver sure på dem, vi føler os trygge ved, igen paradoksalt nok. Og bagefter får man dårlig samvittighed som en karmisk reaktion.
Så hvorfor ikke bearbejde det, der gør, at vi sårer dem, vi elsker allermest? Men den, der ikke dykker ned i sjælens mørke nat efter et twinflame-brud, har en tendens til at løbe efter sin partner, og partneren, der bliver jagtet, har en tendens til at løbe bort. Fænomenet kaldes for “runner” (løber) og “chaser” (jagter) i twinflame-regi. Runneren løber væk for at undgå konfrontationen med de førnævnte følelser, fordi de er for smertefulde eller kræver for meget indre arbejde. Chaseren, derimod, jagter runneren, fordi denne føler et stærkt behov for at genoprette forbindelsen og "løse" smerten. Runneren kan allerede føle sig truet af kærlighedens dybde helt fra starten, inden man har sat sig på den lyserøde sky. Det kun eksempelvis være til den første fest, man møder sin twinflame, hvor kærligheds-lynet pludselig slår ned. Helt uden et kys. Man vælger nærmest at løbe væk fra festen som en forsvarsmekanisme. Fordi hvad var det?! Ikke alle har oplevet kærligheden, og det ukendte – det er vores hjerne bange for. Verdens største bjørnetjeneste, fristes man til at sige.
Det er ganske enkelt ukendt land at være i for runneren, lyset, og retorikken er: Har man først noget, der føles så godt, så er der jo også meget at miste. Som tidligere nævnt, så er det frygten for at blive såret. Man hører næsten denne type af runner sige: Jeg er født på overfladen, jeg er ikke nysgerrig, og jeg har hverken noget at lave på bunden eller oppe på bjergtoppen. Bunden gør ondt (undertrykte følelser/traumer), og dette må forblive i mit hemmeligheds-kammer. Bjergtoppen byder på et lys, jeg kan mærke er så rart, min sjæl danser af glæde i dets lys – men det vil tvinge mig til selvrefleksion. Det var den bedste tid i mit liv, også selvom det kun varede et par timer til den fest på bjergtoppen, og jeg vil altid have ham i mit hjerte som min lille hemmelighed, men jeg tør ikke andet. Også selvom alle og enhver kan se, at jeg ikke ser lykkelig ud og ikke stråler, som jeg gjorde i hans selskab, så bilder jeg mig selv dette ind. Jeg løber væk uden at give ham nogen grund, men det er, fordi jeg ved, at han kender sandheden, han ser det hele fra lyset. Derfor smækker jeg med døren og løber. Jeg er uvidende om, at ved at pakke kærligheden ned, pakker jeg også mig selv ned.
Ræven og rønnebærrene
Historien om ræven og rønnebærrene stammer fra en af Æsops fabler og handler om en ræv, der ser nogle saftige rønnebær hænge på en gren højt oppe. Den forsøger gentagne gange at springe op og få fat i dem, men uden held. Til sidst opgiver ræven og trøster sig selv ved at sige: "De var sikkert sure alligevel".
Når mennesker peger udad og nægter at reflektere over egne fejl, skyldes det ofte psykologiske forsvarsmekanismer. Disse mekanismer beskytter os mod ubehagelige følelser som skam, sorg eller skyld. I stedet for at konfrontere egne fejl, der kan føles overvældende, vælger nogen at ydreprojicere problemet og give andre eller omstændighederne skylden. Fortællingen om ræven og rønnebærrene er et klassisk eksempel på kognitiv dissonans: Når ens ønsker og virkelighed ikke stemmer overens, omfortolker man virkeligheden for at beskytte selvbilledet. En strategi, der midlertidigt letter smerten, men som oftest hæmmer den personlige vækst.
Kære mørke
Vi går lige ned i mørket igen for “runnerens” skyld. Når man er i “mørket”, eller som Jung kaldte det, “skyggen”, så er dette en unik mulighed for at se, hvad der gemmer sig under gulvtæppet eller i kælderen (eller på havbunden, som vi sagde i en tidligere anekdote). Det er en chance uden lige for at lave egenterapi, mellem dig og din skygge, hvor I begge to er hinandens psykologer og kan udligne og aflade evt. dårlige vaner. Vi inviterer også lyset ind ved samme bord, så lyset og mørket sidder på hver sin side af bordet. Omend de er en fast del af dig, sidder de hver især som dine gæster, og du (din sjæl/bevidsthed) er dagens vært. Din bevidsthed sidder som den voksne, en mægler, og beder dine to indre ballademagere om at få deres ubalancer på plads. “Bevidstheden/værten” lægger ud: “Jeg er ikke kommet her for at falde ned af den bro hele tiden. Der er en ubalance, der forpurrer min vækst, og det er på tide, vi kigger på jer begge”. Skyggen og lyset kigger med flove øjne tilbage på dig. Det kan være, dit lys nu bryder tavsheden med en hurtig indrømmelse: “Jeg er til tider naiv og fører dig ud i problemer! Jeg tror, det kommer af, at jeg aldrig er blevet voksen, men det er jo samtidig din styrke; dit gode hjerte, dit barnlige sind! Så jeg har nok holdt hårdt på naiviteten, fordi jeg ikke vil spænde ben for al den kærlighed og godhed, du spreder! Når du gør andre glade, bliver du jo selv glad. Men jeg må lære ikke at være for naiv, så du, kære sjæl, ikke ender her igen, undskyld".
Skyggen, på den anden side af bordet, har tabt kæben over ærligheden og imødekommer åbenheden ved at tilstå, at også den har en dårlig side. “Jeg har en narcissistisk side, om man vil; nemlig, at jeg kan være for arrogant. Men det kommer altså bare af, at jeg vil beskytte dig mod folk, der vil udnytte dig. Jeg må lære ikke at være for arrogant, fordi jeg har det med at overfuse folk, jeg ikke er enig med, eller som har den samme narcissistiske side som mig, hvilket trigger mig til at beskytte dig. Denne arrogance tillærte jeg mig jo, dengang du blev mobbet i skolen. I stedet for at slå eller neje, så gav jeg tilbage med arrogance for at beskytte dig. Det er jo trods alt bedre end at slå på folk. Men jeg kan godt se, at vi måske skal skrue lidt ned for arrogancen, for det har jo ikke ligefrem bidraget til dig i voksenlivet, heller ikke til dine relationer. Beklager.”
Bevidstheden/værten kigger på de to. Tak, fordi I kiggede indad begge to. Jeg kan se, at I begge har været afhængige af hinanden. Mørke: Du har forsøgt at beskytte mig imod dem, der gjorde mig fortræd som barn. Du valgte arrogancen som forsvarsmekanisme mod mobberne fra min skole, fordi det var en bedre forsvarsmekanisme end at mobbe eller slå tilbage. Jeg værdsætter dette, men som du siger, så behøver jeg ikke den mængde arrogance længere i mit liv, men jeg vil ikke skrue helt ned for dig, da jeg vil bruge arrogancen imod de få mennesker, der i ny og næ vil mobbe mig. Mit mørke er nogle gange også min styrke, omend det er en sjældenhed – og jeg værdsætter din gode hensigt.”
Skyggen bliver overrasket over, at du også “ser” skyggen og dens gode hensigt. Et stort smil spreder sig på den. Og det er lige her, at healingen går i gang.
Kære lys
"Det samme gælder dig, kære lys. Jeg værdsætter, at du har været bange for at slukke for mit lys, der jo netop gør mig og andre glade. Men ja, ved at pakke min naivitet ned har du gjort, at jeg har delt mit lys til højre og venstre, også med dem, der aldrig havde fået det før, og som ikke kunne håndtere det. Nogen gav jeg alt, alt for meget, og de udnyttede min godhed. Ved at du strålede så meget, kære lys, blændede du mig også og gjorde mig ubevidst om min naivitet. Der var andre, der havde fortjent lyset endnu mere, som gik glip af det. Nu, hvor jeg er bevidst om min naivitet, kan jeg hurtigere trække mig ud uden at slå mig for hårdt. Men jeg forstår, at jeg aldrig må slukke dig helt, for hvis jeg slukker for godtroendeheden, så ender jeg aldrig med at tro på det gode igen. Så ender jeg jo bare som min twinflame, der løber fra lyset. Så tak for dig.” Lyset smiler, healingen er i gang.
Det ovennævnte eksempel på egenterapi er præcis det, der skal til, for at møde ens twinflame. Man skal først møde sig selv 100%, før man kan møde 100% kærlighed. Og vedkommende, man elsker, skal ligeledes elske sig selv 100%, før man kan opleve en balanceret twinflame-kærlighed. Balance i et forhold kræver, at begge parter, i begge ender af vippen, kender deres vægt. Det er altså både ens lys og ens mørke.
Oftest er “løberen” den, der har for meget mørke, og “chaseren” den, der har for meget lys, men begge er blinde på hver sin måde.
Man skal være fuldendt med sig selv for at kunne være sammen med den, der fuldender én. Men det, ens twinflame gør, og det er ikke så lille en ting, er, at den prikker til os og giver os muligheden for at kigge i spejlet. “Muligheden”, skriver jeg – for det er ikke alle, der griber denne mulighed.
Double trouble
Ens twinflame er som et spejlbillede af én selv. Twinflamen vækker din sjæl og fremmer din spirituelle udvikling, og bruddet (og det gør der næsten altid i starten i et twinflame-forhold) bør blot ses som en mulighed for at tage elevatoren ned til ens rodebutik nede i kælderen. Du kan enten rydde op, når du når derned, eller bilde dig selv ind i, at det ikke er din skyld. Problemet er, at lugten går op ad stueetagen, og derfor bør vi se det som en unik chance for at udrede noget, der gør os stærkere i vores fundament, i vores grundsøjler. Alt andet er at udsætte sig selv.
Et twinflame-forhold er ofte turbulent, da det ofte udfordrer vores dybeste sår, frygt og ubevidste mønstre. Det er et spejl, der tvinger os til at vokse – nogle gange gennem smerte og konflikt. Se lidt sådan her på det: Twinflame betyder jo “dobbelt flamme”, og når du kommer to stearinlys perfekt op imod hinanden, så vokser flammen mirakuløst nok til en større flamme, uden at der bruges mere stearin. Prøv det selv derhjemme.
Men kommer man for tæt på den andens stearin, så brænder man den anden hurtigere op. Derfor er det vigtigt, at begge parter kender balancepunktet, som tidligere nævnt.
Det kan som sagt være smertefuldt, at ens tvillingeflamme er løbet væk og ikke kommer igen i dette liv – men samtidig, så havde vedkommende jo aldrig lært dig dit balancepunkt, hvis vedkommende ikke havde motiveret dig til at gå helt ned i dit eget mørke og reparere dig selv. Men der findes også den anden side af historien, når de to sjæle reparerer sig selv og mødes i genforening, om så det er i dette liv eller i et andet liv (reinkarnation).
Union
Union i en twinflame-relation refererer til den fase, hvor de to sjæle endelig opnår harmoni og forenes fuldt ud efter at have gennemgået intens selvudvikling og de dertil relaterede følelsesmæssige udfordringer. Union sker, når begge parter har arbejdet individuelt på at overvinde ego, frygt og usikkerhed og nu er klar til at skabe et balanceret, kærligt og højere formål sammen. Det er en proces snarere end en destination. Når man siger, at union i en twinflame-relation er en proces snarere end en destination, betyder det med andre ord, at det ikke er en enkelt begivenhed, hvor alt pludselig bliver perfekt. I stedet er det en vedvarende rejse med vækst, integration og balancering mellem de to parter. Undervejs skal begge partnere løse indre konflikter, helbrede sår fra fortiden (bruddet især) og lære at leve med deres intense spejling. For det at være i balance kan være ligesom at se farver for første gang. Det skal lige tilpasses. Så selv efter den følelsesmæssige og spirituelle forening vil forholdet ofte stadig kræve arbejde for at opretholde harmonien, hvilket gør det til en dynamisk proces, men det, der kendetegner unionsforholdet, er, at de store bølgehøjder er væk, og at begge parter får mere medvind i deres sejl og sammen kan nå deres individuelle selvudvikling og de mål, de er sendt ned til planeten for. Twinflames har oftest et mål hernede om at gøre planeten bedre og ophøje en større bevidsthed, så andre kan blive inspireret i deres skær.
I denne artikel kom vi lidt ind på fænomenerne og filosofien om twinflames. Følg med i del 2 af artiklen næste gang, i Prana nr. 40, der udkommer i sommeren 2025. Her fortsætter vi artiklen med fænomener som soulmates, astral projektion (drømmemøder), synkroniciterer, toksiske forhold og meget mere. Tak, fordi du læste med. (slut)
“Elskere mødes ikke endeligt et sted. De har altid været i hinanden."
- Rumi